Den levende fortid

Cand.mag. og ph.d.-stipendiat Tilde Strandbygaard Jessen fra Roskilde Universitet forsker for Vores Museum i, hvordan og hvorfor museernes ansatte, frivillige og besøgende i mere end 100 år har forsøgt at gøre formidlingen af udvalgte fortider mere levende.

Af Lars Jørgensen

Ph.d.-studerende, cand.mag. Tilde Strandbygaard Jessen fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet forsker i dansk museumshistorie og -formidling af fortid (Foto: Lars Jørgensen)


Mange kulturhistoriske museer nøjes med at udstille historiske genstande, som museumsgæsterne kun må kigge på. Men nogle af museerne bruger også genstandene aktivt i deres formidling i et forsøg på at få forskellige fortider til at fremstå mere levende for gæsterne. Og det er disse museer, cand.mag. Tilde Strandbygaard Jessen som ph.d.-studerende på Roskilde Universitet har fokus på i sit forskningsprojekt for Vores Museum.

Den tidligere formidlingsinspektør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød er uddannet historiker fra Københavns Universitet. Nu undersøger hun hvor, hvornår og ikke mindst hvordan, hvorfor og for hvem danske museer har forsøgt at levendegøre udvalgte fortider.

Når forskeren på jævnt dansk skal forklare, hvordan hun opfatter museernes levendegørelse af fortid i forhold til andre formidlingsmetoder, bruger hun en grydeske som eksempel:

”Levendegørelse af fortid handler populært sagt om, at ansatte, frivillige og besøgende på museer tager skeen i hånden fremfor blot at udstille skeen i en montre. Det er en formidlingsform, som i de seneste årtier er blevet meget udbredt på mange museer. Men det er også en formidlingspraksis, som går langt tilbage i tiden, og som ofte har et stort publikum”, siger Tilde Strandbygaard Jessen om sine foreløbige undersøgelser i projektet, der har titlen ’Levendegørelse som formidlings- og oplevelsesform på kulturhistoriske museer gennem 100 år’.

Folkefest på heden

Forskeren håber, at hendes undersøgelse af den levendegjorte danske museumsformidlings historie og udvikling op igennem 1900-tallet kan bidrage til en mere nuanceret forståelse af museernes interaktion med det omgivende samfund. Og som et berømt eksempel på, at danske museer har haft succes med levendegørelse, nævner hun Hjerl Hedes Frilandsmuseum mellem Viborg og Holstebro.

En varm sommerdag i 1932 dannede frilandsmuseet rammen om en sand folkefest, da omkring 10.000 museumsgæster valfartede til den jyske hede for at se grundlæggeren H. P. Hjerl Hansens første forsøg på at genskabe fortidens liv på landet ved hjælp af de håndværkstraditioner, han betragtede som en væsentlig del af den danske kulturarv.

”Da H. P. Hjerl Hansen senere skrev om begivenheden, noterede han, at ’sommeropholdet på heden 1932 bragte to glædelige begivenheder, først og fremmest den store fest den 24. juli, som manede noget af livet i de gamle dage frem, og som gang på gang bragte de gamle mellem tilskuerne til at udbryde: Det kan jeg også huske. Det har jeg også arbejdet med i mine unge dage’. Levendegørelsen udløste altså tilsyneladende en stor genkendelsesglæde hos især de ældre gæster, understreger Tilde Strandbygaard Jessen.

Fremmed land

Men udover et ønske om at bevare kulturarven og holde fast i danske håndværkstraditioner er der ifølge forskeren også forskellige historieforståelser på spil, når museer vælger levendegørelse fremfor andre formidlingsmetoder:

”I mange tilfælde handler det i lige så høj grad om at gøre op med fortiden som et fremmed land. Opfattes det fortidige som et fremmed land, vil det være noget, som museumsgæsten først lidt efter lidt lærer at kende. Og for at kunne orientere sig i det fremmede kræver det assistance fra en fagkyndig rejseleder eller fortidsekspert, altså en museumsansat. Hvad der anses for at være vigtigt og væsentligt at formidle defineres helt og holdent af denne ekspert”, siger Tilde Strandbygaard Jessen.

”Når fortiden omvendt har en betydning for mennesker her og nu, vil det være noget, som alle har kendskab til, og noget som alle er medproducenter og brugere af. Her handler det ikke kun om, at museumsgæsten skal lære at indsætte det fortidige i dets rette sammenhænge, men i lige så høj grad om, hvordan den formidlede fortid taler ind i og sammen med modtagerens historieinteresse og nutidsforståelse. Modtageren kender nemlig til historie allerede”.

Ifølge forskeren handler levendegørelse i den forstand derfor heller ikke kun om, hvad museerne bruger deres genstande til:

”Det handler også om, hvordan museet forstår sit publikum, forholdet mellem publikum og den fortid, museet formidler, og dermed museet i forhold til det omkringliggende samfund”.

Faglig kritik

Traditionelt er det især de danske folkemuseer, der har forsøgt at levendegøre fortid. Da folkemuseerne opstod sidst i 1800-tallet, var det dog langt fra alle professionelle danske museumsfolk, som brød sig om de nye museers forsøg på at formidle kulturarven på måder, der ikke udelukkende var baseret på videnskabelig dokumentation, men også på erindringer og overleverede fortællinger.

En kendt modstander af folkemuseernes levendegørelse var Nationalmuseets daværende direktør Sophus Müller. Han kritiserede folkemuseernes iscenesættelse af historiske teknologier og sociale roller og begivenheder for mere at være underholdning end oplysende formidling baseret på viden.

Ifølge forskeren skrev Sophus Müller i 1897 eksempelvis således om de bondestuer, der ofte udgør rammen om de kulturhistoriske museers forsøg på levendegørelse:

”Interiør-maneren vil fremstille virkeligheden på lignende måde som teaterkunsten gør det, som det sker ved maleriet og ved digtekunsten. Det er en egen kunstart, der virker med alle billedkunstens midler, både den sceniske kunsts, maleriets og skulpturens. Den får da også skaffe sig et eget navn. Museets kan den ikke låne, thi alle vigtigere væsensbestemmelser er forskellige”.

Men for Tilde Strandbygaard Jessen er begreberne oplysning og oplevelse ikke nødvendigvis to modsætninger, som det er umuligt at forene i museernes formidling:

”Der er i hvert fald tilsyneladende ikke nogen stor konflikt mellem de to begreber på de mange kulturhistoriske museer, som arbejder med levendegørelse i deres formidling”, siger hun.

Et bredere museumsbegreb

Gennem studier af museale arkiver og læsning af gamle aviser på Det Kongelige Bibliotek i København undersøger Tilde Strandbygaard Jessen, hvordan levendegørelse af fortid er kommet til udtryk i de kulturhistoriske museers formidling, og hvorfor de har valgt netop denne formidlingsform fremfor andre.

Foreløbig er hun især blevet overrasket over antallet af danske kulturhistoriske museer, som på forskellig vis har forsøgt at levendegøre udvalgte fortider:

”Da jeg begyndte på mit ph.d.-studie, forbandt jeg primært denne formidlingspraksis med museer som Hjerl Hede, Sagnlandet Lejre, Den Fynske Landsby i Odense, Den Gamle By i Aarhus og Frilandsmuseet. Men siden er jeg stødt på mindst 30 andre danske museer, som på den ene eller anden måde også levendegør fortid”.

Udover de fem nævnte museer nævner forskeren blandt andre Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Moesgaard Museum i Aarhus, Herregårdsmuseet på Gl. Estrup og Museum Lolland Falster.

Men levendegørelse er også en udbredt formidlingsmetode på videnspædagogiske aktivitetscentre som Bornholms Middelaldercenter, Ribe Vikingecenter, Middelaldercentret i Nykøbing Falster og Historiecenter Dybbøl Banke under Museum Sønderjylland.

”Det er blevet meget tydeligt for mig, at levendegørelse ikke kun handler om, hvordan man kan bruge forskellige genstande i formidlingen. Det handler også om, hvad man vil sit publikum. Og det er noget af det, jeg skal undersøge nærmere i den kommende tid. Jeg skal forsøge at blive klogere på det lidt bredere museumsbegreb, der knytter sig til det her med at levendegøre fortid”, siger Tilde Strandbygaard Jessen.


Mere information
Læs en kort projektbeskrivelse af Tilde Strandbygaard Jessens projekt her, eller se videoen herunder, hvor hun kort fortæller om sin forskning.