Den digitale museumsrevolution

Ph.d.-stipendiat, cand.mag. Eva Myrczik fra Københavns Universitet er tilknyttet Vores Museum og forsker i de seneste 30 års digitale museumsformidling i Danmark

Af Lars Jørgensen

Ph.d., cand.mag Eva Myrczik fra Institut for Informationsstudier på Københavns Universitet forsker i de seneste tre årtiers udvikling af digital museumsformidling i Danmark (Foto: Lars Jørgensen)


Eva Myrczik er næppe den første museumsgæst i verden, som har prøvet at gå skuffet hjem fra en museumsudstilling, uden at have fået den oplevelse, hun kom efter. Men det er formentlig de færreste, der har været så skuffede, at de har brugt deres dårlige oplevelse som inspiration til at blive forskere i, hvordan museerne kan styrke gæsternes oplevelser.

Det var dog ikke desto mindre, hvad den tyske ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet gjorde for et par år siden efter et museumsbesøg i sin hjemby Mannheim. Hun besøgte museet, fordi hun ville opleve verdens første fotografi ’La cour du domaine du Gras’ fra 1826, som viser udsigten fra et vindue i den franske fotograf Joseph Nicéphore Niépces arbejdsværelse.

”Det syntes jeg var super-spændende, og det jeg ville meget gerne selv se på nærmeste hold”, fortæller Eva Myrczik, som er tilknyttet Danmarks nationale forskningsprogram Vores Museum.

”Men, da jeg kom ind i museets udstillingslokale, var det originale fotografi placeret i en montre af tykt glas, og der var kun meget lidt lys i lokalet, så det var næsten umuligt at se fotografiet. Det var virkelig en stor skuffelse”.

Eva Myrczik kunne godt forstå, at det var nødvendigt for museet at passe godt på det næsten 200 år gamle fotografi, fordi det er et originalt historisk objekt, som har stor værdi. Men det skuffede hende at fotografiet næsten blev gemt væk for museumsgæsterne:

”Derfor tænkte jeg; hvad nu, hvis man havde en teknologi, som kunne gøre det muligt for alle at studere verdens første fotografi helt tæt på? Det var sådan, min ide opstod om at undersøge, hvilke svagheder, der kan være i museumsoplevelser, og om digitale hjælpemidler kan forbedre oplevelsen”.

Mona Lisa-effekten

Som et endnu mere kendt eksempel på mulige svagheder i en museumsoplevelse nævner Eva Myrczik maleren Leonardo da Vincis verdensberømte portræt ’Mona Lisa’, der er udstillet på Louvre-museet i Paris, og som altid er under skarp overvågning af frygt for hærværk og tyveri.

”Der er som regel hundrede andre turister eller besøgende, som står mellem dig og ’Mona Lisa’. Desuden er der mange restriktioner omkring udstillingen, som skal sikre, at maleriet ikke bliver beskadiget eller stjålet, men som samtidig svækker museumsgæsternes oplevelse”, siger Eva Myrczik.

”Maleriet er kendt i hele verden, men når man besøger Louvre for selv at se originalen, får man ikke den fulde oplevelse af, at det kun handler om en selv og kunstværket, og om den personlige forbindelse til historien og fortiden, man netop opsøger på museet”.

På den anden side fremhæver forskeren, at man i dag nemt kan tage et billede af Mona Lisa-maleriet med sin mobiltelefon. Det hjælper ganske vist ikke meget, hvis man ønsker at studere det originale maleri. Men man kan forstørre sit billede af maleriet op og på den måde føle, at man kommer lidt tættere på kunstværket.

”Og Louvre har formentlig også en hjemmeside og en app med alle mulige oplysninger om maleriet, som man kan downloade. Så selv når vi snakker om digital museumsformidling i en lille kontekst som ’Mona Lisa’, er der mange forskellige vinkler og lag”, understreger Eva Myrczik.

Kritisk evaluering

Hendes forskningsprojekt i Vores Museum begrænser sig imidlertid primært til en kritisk evaluering af de seneste tre årtiers udvikling af digital museumsformidling i Danmark.

Med afsæt i en stor spørgeskemaundersøgelse blandt danske museumsmedarbejdere, eksisterende brugerundersøgelser, resultatkontrakter, kulturpolitiske udredninger og uddybende kvalitative interviews med centrale aktører forsøger Eva Myrczik at finde ud af, på hvilke måder den digitaliserede museumsformidling i Danmark har fremmet brugernes inddragelse, oplevelse og vidensdeling.

”Når brugerne forsøger at skabe deres egne fortællinger om museet og dets genstande, anvender de mange forskellige medier og teknologier som kilder. De indsamler for eksempel oplysninger på museets hjemmeside eller bruger Wikipedia. Et afgørende aspekt i forhold til tidligere, hvor man måske spurgte museets formidlere eller gik på biblioteket efter oplysninger om museet og de udstillede genstande, er tiden”, forklarer Eva Myrczik.

”Den digitale udvikling gør det i dag muligt at finde de oplysninger, man søger, i løbet af nogle få sekunder. Desuden er der i dag nogle museer, som udelukkende formidler digitalt, f. eks. ved hjælp af iPad-fortællinger. Det er helt anderledes, end vi har været vant til tidligere”.

Ifølge Eva Myrczik er der imidlertid stor forskel på, hvordan kulturhistoriske museer, kunstmuseer og naturhistoriske museer anvender digitale hjælpemidler i deres formidling:

”På de kulturhistoriske museer handler formidlingen ofte om bestemte fortællinger og digitale oplevelser, som er meget styret af museet. På kunstmuseerne er der ikke én, men mange forskellige fortællinger i spil. Og på de naturhistoriske museer fokuserer man meget på viden og kundskaber, hvor de digitale teknologier blandt andet anvendes som inspiration for børn og alle andre, der ønsker at eksperimentere og prøve sig selv af som forskere”.

Digitale svagheder

Når det gælder digital museumsformidling, er Danmark, Holland, England, USA og Australien blandt de lande i verden, der er længst fremme. Og for Danmarks vedkommende hænger det ifølge Eva Myrczik blandt andet sammen med, at den danske kulturpolitik målrettet har støttet museernes digitale udvikling:

”Men det handler også om, at den danske lovgivning generelt har en stor åbenhed i forhold til copyright og offentlig adgang til kulturarven, mens lande som eksempelvis Tyskland og Frankrig har en mere traditionel tilgang til kulturarven og museumsinstitutionen, der i de lande er omfattet af langt flere restriktioner”.

At danske museer er blandt verdens lokomotiver indenfor udviklingen af digital museumsformidling, betyder ifølge Eva Myrczik imidlertid ikke, at udviklingen er uden skyggesider.

”Lige nu kigger jeg på digitale design, som er gået galt, fordi man ikke har haft kendskab til potentialet, men bare har brugt en teknologi, som man troede kunne være spændende. Alene det, at man har noget digitalt, betyder imidlertid ikke, at det fungerer. Designet spiller en stor rolle”, siger forskeren.

”Og jeg tror også, at der i dag er lige så mange museumsgæster som tidligere, der ønsker en traditionel rundvisning. Folk kan godt lide at stille spørgsmål til en formidler. Og trenden lige nu er også, at nogle museer går tilbage til nogle af de mere traditionelle formidlingsformer”.

Endvidere peger Eva Myrczik på, at der er stor forskel på, hvilke informationer de forskellige typer af museumsbrugere har behov for:

”Førstegangsbesøgende er måske bare glad for al den information, der er til rådighed, fordi det hjælper dem med at forstå, hvad der foregår på museet. Derfor er det godt, at der er et stort udvalg af informationer. Omvendt kan man som førstegangsbesøgende ikke vide, hvilke informationer, der er de vigtigste, og måske har man heller ikke tid til at kigge det hele igennem. Men det er superindividuelt, og der kommer det digitale design ind i billedet”, siger hun.

”Hvis man besøger det samme museum flere gange, er besøgsmønsteret imidlertid et andet: Så kommer man måske mest for at fordybe sig i et specifikt emne, og så har man ofte sin helt egen strategi og bruger flere forskellige kilder til at skabe en fortælling om det emne, man er optaget af”.

Eksperimentets styrke

Da Eva Myrczik begyndte på sin ph.d.-afhandling, konstaterede hun, at moderne dansk museumsformidling i mange år har været præget af digitale eksperimenter, men at der ofte har manglet viden om effekten af de mange eksperimenter:

”Først tænkte jeg, at det var dumt at eksperimentere så meget med noget, der ikke var evidens for. Men nu viser ny forskning, at netop de museer, der har eksperimenteret mest med det digitale og afprøvet mange forskellige muligheder, også er dem, der er mest tilfredse med, hvad det digitale kan gøre for dem. Og det giver helt klart mening for mig”, siger hun.

”Nogle gange skal man jo først lige prøve tingene af i praksis. Man kan ikke vide alt, inden man går i gang med noget nyt. Og det, tror jeg, er en af styrkerne i den danske kulturpolitik. Der har været en vis frihed til at prøve tingene af. Og det er nok en af årsagerne til, at Danmark nu er blandt de førende lande indenfor digital museumsformidling”.

En anden styrke ved Danmarks kulturpolitiske satsning på en digital udvikling af museumsformidlingen består ifølge Eva Myrczik i, at 20-30 procent af de danske museumssamlinger nu er digitaliseret.

”Når vi ser en museumsudstilling, ser vi jo måske kun én procent af hele museets samling. Men når det hele engang er digitaliseret, så er ønsket selvfølgelig, at alle får adgang til en meget større del af samlingen og kulturarven i et bredere demokratisk perspektiv. I det perspektiv er det en afgørende udvikling, at det nu kan lade sig gøre at digitalisere hele kulturarven og gøre den tilgængelig for offentligheden”.

At netop denne del af den digitale museumsrevolution så ikke nødvendigvis fører til, at alle borgere nu kaster sig over kulturarven, betyder mindre:

”En australsk forsker, som har været en meget stærk talsmand for denne udvikling, har konstateret, at borgerne alligevel ikke udnytter deres digitale adgang til kulturarven i det forventede omfang. Det er stadig mest forskere, der søger efter oplysninger i meget store databaser med digitaliserede samlinger, fordi deres forskning motiverer dem til at gøre det”, siger Eva Myrczik.

”Men det kan måske få den betydning, at den digitale udvikling i stedet bevæger sig i retning mod det lokale niveau, hvor museer via sociale medier søger efter folk, der har lyst til at engagere sig i museumsarbejdet. Måske er det kun fem borgere, der svarer, men opslaget læses måske af fem hundrede, som så nævner det for andre interesserede. Og dermed opstår der en dialog mellem museet og det lokale samfund, der ikke kun kan være relevant i relation til museets kommunikation, men eksempelvis også i forhold til crowdsourcing og crowdfunding af museumsarbejdet, som er meget udbredt i England og Frankrig”.

Et moderne redskab

Samlet set betragter Eva Myrczik derfor også de seneste 30 års danske museumsformidling som et resultat af en teknologisk udvikling, hvor digitale redskaber på den ene eller anden måde nu indgår i næsten al museumsformidling:

”Det digitale er overalt. Men jeg håber, at jeg med min afhandling kan være med til at vise, at vi ikke behøver at tænke så meget over det. Mange frygter jo nærmest den digitale udvikling, fordi de synes, den handler om at vise, hvor moderne man er. Og det er ikke kun folk i de ældre generationer”, pointerer hun.

”Forhåbentlig bliver vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i stand til blot at betragte de mange nye, digitale muligheder som helt almindelige redskaber i museumsformidlingen på lige fod med alle de andre mere traditionelle redskaber, som museerne jo også fortsat bruger i deres formidling af vores historie og kulturarv”.

Men på spørgsmålet om, hvorvidt Eva Myrczik kan fremhæve et skoleeksempel på god digital museumsformidling, svarer hun:

”Nej, det kan jeg ikke. Men jeg er nok bare alt for kritisk. Det er jo det, jeg er ansat til”.


Mere information
Læs en kort projektbeskrivelse af Eva Myrcziks projekt Digital museumsformidling i Danmark: en kritisk evaluering af implementering og impact eller se videoen herunder, hvor hun kort fortæller om sin forskning.