Det eksperimenterende kunstmuseum

Cand.mag. Mia Yates undersøger i sit ph.d.-studie på Aarhus Universitet for Vores Museum, om Skovgaard Museet i Viborg kan formidle kunstmalerier fra den danske guldalder på nye måder, som kan have værdi for flere borgere.

Af Lars Jørgensen

Ph.d.-studerende, cand.mag. Mia Yates fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet forsker i formidling af ældre, dansk kunst på nye, eksperimenterende måder (Foto: Lars Jørgensen).


Set udefra er der en verden til forskel på Storbritanniens nationale museum for moderne kunst, det berømte Tate Modern i London, og Skovgaard Museet i Viborg, et lille, dansk kunstmuseum med en samling af kunstnerfamilien Skovgaards kirke- og landskabsmalerier fra den danske guldalder omkring 1850 og frem til 1950.

Men der er en direkte forbindelse mellem de to museers formidling af henholdsvis nyere og ældre kunst. Og forbindelsen er den dansk-engelske cand.mag. Mia Yates.

Det er blandt andet med tre års formidlingserfaring fra et studiejob som fotograf på Tate Modern i bagagen, at Mia Yates som ph.d.-studerende på Aarhus Universitet i sit forskningsprojekt for Vores Museum undersøger, hvordan Skovgaard Museet kan formidle sin samling af ældre, dansk guldalderkunst på nye, eksperimenterende måder.

Og ifølge forskeren er målet med hendes undersøgelse, at et besøg på det midtjyske kunstmuseum bliver relevant for andre borgere end museets primære brugergruppe, som består af kvinder over 50 år med en mellemlang eller videregående uddannelse.

”Skovgaard-familien er kendt for sine kirkeudsmykninger og nationalromantiske landskabsmalerier. Det er nogle felter, jeg ved meget lidt om, for jeg er ikke kunsthistoriker. Men det er spændende for en ikke-kunsthistoriker som mig at få lov til at undersøge, hvad man kan finde af værdi i museets samling, som de to kunsthistorikere, der er ansat på museet, måske ikke selv ser”, siger Mia Yates.

”På kunstmuseer er der ofte nogle faglige traditioner, som afgør, hvordan man fortolker og formidler kunsten. Skovgaard Museets formidling handler især om kunstnerbiografien - om kunstnerens liv fra fødsel til død set i et kunsthistorisk perspektiv. Men der er mange andre værdier i museet og samlingens genstande end de kunsthistoriske. Og netop fordi jeg ikke er uddannet kunsthistoriker, ser jeg måske samlingen i nogle helt andre perspektiver”.

Flere formidlingsformer

Mia Yates fotograferede for Tate Modern, mens hun gennemførte en bacheloruddannelse i fotografi på London College of Communication. Siden er hun blevet cand.mag. i visuel kultur fra Københavns Universitet. Og i flere år har hun arbejdet som assistent for blandt andre den danske kunstner Bjørn Nørgaard i København og den fransk-tyske kunstmaler Anselm Kiefer i Paris.

”Jeg begyndte først selv at besøge kunstmuseer, da jeg var midt i 20erne. Men da jeg fotograferede for Tate Modern, fik jeg blandt andet set, hvordan man kan bruge et museumsrum og kunsten på mange forskellige måder. Det arbejde gav mig det første indblik i forbindelsen mellem museet og offentligheden”, siger Mia Yates.

Hendes ph.d.-projekt har titlen ’Ældre kunst og nutidige brugere: Nye metoder til formidling af Skovgaard-familiens kunst og samtid’. Titlen dækker blandt andet over et forsøg på at bygge bro over den tidskløft, der er mellem museets samling af guldalderkunst og dets nuværende brugere og potentielle brugere.

”Brugerlandskabet på museet domineres i dag af en lille befolkningsgruppe. Formidlingen i museets faste samling er bygget op med kunstværker og genstande på væggene eller i montre, der ledsages af tekster. Det fungerer for nogle mennesker, men ikke for alle, og det er der mange årsager til, som jeg nu er ved at undersøge”, siger Mia Yates.

”Jeg eksperimenterer med en mangfoldig formidlingspraksis, som tager højde for, at mennesker har mange forskellige sociale, sanselige og kommunikative præferencer. Målet er at udvikle museets formidlingsformer, så de bedre imødekommer denne diversitet. Det handler ikke om at lave museet helt om, men om at åbne op for, at man kan være på museet på forskellige måder. Og der skal fortsat også være plads til den gruppe af kernebrugere, som allerede kommer på museet”.

Mange parametre

Men ifølge forskeren er menneskers oplevelse af kunst og museer så kompleks og sammensat, at oplevelsen ikke kan forklares alene ud fra en kommunikationsform, eller alene ud fra, hvad museets indhold er.

”Derfor kan man heller ikke bare ændre en enkelt ting i museets formidling, for eksempel ved at udskifte tekster med videoer, og så forvente, at der kommer helt nye befolkningsgrupper. Der er mange parametre, som afgør, om nogen vælger at besøge et museum. Det kan være museets indhold, men også kommunikationsformen, forhåndsviden, erfaring med emnet, omgangskreds, bopæl og så videre”, siger Mia Yates.

”Det er ikke nogen simpel opgave at finde ud af, hvordan man kan skabe forbindelse til nye brugere. Der er mange ting på spil, og der er mange veje, man kan gå. Men ved at snævre målgruppen ind, kan man spore sig ind på, hvad bestemte grupper interesserer sig for og hvorfor. Og når jeg siger grupper, mener jeg ikke demografiske grupper, men grupper, der kan forstås på andre måder, for eksempel som småbørnsfamilier, friluftsinteresserede eller håndværksinteresserede. Altså grupperinger, som opstår, fordi man har noget tilfælles, og ikke kun grupperinger efter alder eller uddannelse”.

Centrale barrierer

For at finde ud af, hvorfor kun 14 procent af viborgenserne i aldersgruppen 30-49 år besøger museet, har forskeren i en indledende undersøgelse spurgt syv borgere i denne aldersgruppe, hvilke behov og ønsker de har til deres fritid, hvordan de forholder sig til kunst generelt, og hvordan de oplever et besøg på Skovgaard Museet.

”De syv medvirkende i mine dybdegående interviews har peget på nogle centrale barrierer og potentielle udviklingsmuligheder, som jeg så har arbejdet videre med i mit design af forskellige formidlingsformer, som jeg nu skal i gang med at afprøve på museet”.

Fælles for ikke-brugerne af Skovgaard Museet er ifølge Mia Yates, at de prioriterer deres fritidsaktiviteter ud fra, om aktiviteterne kan dække deres sociale behov.

”Det er vigtigt for dem at være sammen med deres familie og venner i fritiden. Og de opfatter ikke, at museets nuværende formidlingsform skaber et socialt miljø, som kan rumme det behov. De oplever et besøg på museet som en indadvendt oplevelse, hvor de ikke ville tage deres familie og venner med. I stedet foretrækker de at bruge deres fritid på aktiviteter, hvor de kan være sammen med andre, eksempelvis til sport eller cafébesøg”.

Men forskerens undersøgelse viser også, at interviewpersonernes oplevelse af kunstværkerne ofte er relateret til deres egne livserfaringer.

”Når de skal finde betydning i kunstværkerne, trækker de for det meste på de sparsomme erfaringer, de har med kunst fra deres egen uddannelse, faglighed, job eller hobby. Og for nogle kan det være svært at hive nogen betydning frem overhovedet. Derfor finder de også besøget på museet meget krævende. De læser også maleriernes tegn vidt forskelligt. Nogle oplever dem som billeder, der symboliserer noget eller refererer til noget, mens andre alene ser, hvad de ligner. Som en af de interviewede sagde under et besøg på museet, så ville han hellere stå ude i naturen og kigge på landskabet, end han ville se det på et maleri. Det siger noget om, at han oplever malerierne helt anderledes end kernebrugerne gør. Derfor har han brug for at få tilbudt en anden indgangsvinkel til malerierne, og måske endda en helt anden viden om dem”.

Stort potentiale

Interviewundersøgelsen viste imidlertid også Mia Yates, at der er et stort uudnyttet formidlingspotentiale i Skovgaard Museets kunstsamling.

”Alle de ikke-brugere, jeg interviewede, griber ud efter personlige fortællinger om kunstnerne. De vil gerne vide noget om kunstnernes samtid eller personlige fortællinger, som de kan koble sammen med deres oplevelse af malerierne”, siger forskeren.

”Men nogle oplever museets formidling som en afsluttet fortælling, der ikke inviterer til et genbesøg. Derfor undersøger jeg metoder til at bruge samlingen som et udgangspunkt for kontinuerligt nye tematikker og fortællinger. Kommunikationsformen spiller en stor rolle. To ud af de syv ikke-brugere, jeg interviewede, havde vanskeligheder med at læse, og det har betydning for deres interesse for museets indhold”.

På baggrund af sin indledende interviewundersøgelse forsøger Mia Yates nu at designe nogle aktiviteter, som anvender sociale og sanselige metoder, og som i højere grad fokuserer på barrierer og muligheder for museets ikke-brugere end på de eksisterende brugere, men uden at aktiviteterne skræmmer de nuværende brugere væk.

”Jeg kigger på alle genstande i samlingen og ikke kun på de kunstværker, som museet udstiller. For selv om nogle af de genstande, der nu er gemt væk i museets arkiv, måske ikke har den største kunsthistoriske relevans, kan de godt have andre formidlingspotentialer”.

Brevsamling

Blandt de gemte genstande i Skovgaard Museets samling, Mia Yates kigger på, er en stor brevsamling på flere tusinde breve, som både fortæller mange personlige historier om Skovgaard-familien og giver et historisk indblik i den samtid, kunstnerfamilien levede i som en del af eliten i Danmark i tiden omkring enevældens fald, hvor landet også var i krig med Tyskland.

Brevsamlingen indgår i en lydfortælling om Skovgaard-familiens liv midt i en krigstid, som er et af tre nye formidlingsforsøg på museet, som Mia Yates er ved at udvikle. De to andre forsøg indeholder et voksenarrangement om kunstnerens arbejdsforhold som håndværker i midten af 1800-tallet, hvor en lokal brygmester kommer og fortæller om sit håndværk i relation til kunstnerens, og et familiearrangement, hvor børnefamilier kan gå på opdagelse i Skovgaard-børnenes scrapbøger, som ellers ligger i museets arkiv.

”Jeg forsøger at formidle forskelligt til forskellige grupper. Min pointe er, at mangfoldighed handler om at favne forskellighed – ikke om at gøre alle ens. Man kan ikke formidle kunst til alle mennesker på samme måde. Det handler om at finde nogle andre indgange til kunsten, som kan være et supplement til museets kunsthistoriske perspektiv, men som ikke er mindre sande eller mindre saglige. Og det er netop det, mit ph.d.-projekt overordnet set handler om”, siger Mia Yates.


Mere information
Læs en kort projektbeskrivelse af Mia Yates projekt Ældre kunst og nutidige brugere: nye metoder til formidling af Skovgaard-familiens kunst og samtid eller se videoen herunder, hvor hun kort fortæller om sin forskning.