Gud, konge og fædreland

I de kulturhistoriske museers vigtigste vækstperiode fra 1850 til 1950 trak religionen, kongemagten og folket museernes formidling af danmarkshistorien i vidt forskellige retninger, fortæller historikeren Kasper Haunstrup Madsen fra Syddansk Universitet.

Af Lars Jørgensen

Ph.d.-studerende, cand.mag. Kasper Haunstrup Madsen fra Institut for Historie på Syddansk Universitet forsker i kulturhistoriske museers institutionshistorie og formidlingsformer. Her er han taget til Askov Højskole for at studere den første forstander, Ludvig Schrøders (1836-1908), korrespondance med museumsverdenen (Foto: Lars Jørgensen)


På skrivebordet i ph.d.-stipendiat, cand.mag. Kasper Haunstrup Madsens kontor på Syddansk Universitet i Odense står både et lille rødt og hvidt Dannebrogsflag og et stort sort-hvidt portrætfoto af Kong Christian X.

Og da forskeren desuden har teologen og højskolemanden Nikolai Frederik Severin Grundtvig hængende på sin opslagstavle i øjenhøjde lige over arbejdscomputeren, synes de væsentligste inspirationskilder til hans studie af de første danske kulturhistoriske museers formidling af historien i den grad at være til stede i lokalet.

Ifølge Kasper Haunstrup Madsen, som har skrevet kandidatspeciale om Grundtvigs forhold til menneskerettighederne, var det netop danskernes forhold til gud, konge og fædreland, som efter Danmarks krigsnederlag til Tyskland i 1864 fik afgørende indflydelse på, hvordan de kulturhistoriske museers formidling af den nationale og lokale kulturhistorie udviklede sig i museernes vigtigste vækstperiode fra 1850 til 1950.

Perioden afgrænser hans forskningsprojekt i Vores Museum, som især koncentrerer sig om de mindre provinsmuseers institutionshistorie ud fra en teori om, at mange af de lokale museer, som opstod i 1890’erne, havde rødder i det grundtvigianske højskolemiljø.

Men samtidig undersøger han, hvordan kirken og kongehuset samt borgerskabet og bondestanden hver især brugte museerne til at iscenesætte sig selv gennem historien.

”Mit mål er at vise, hvordan samtiden udviklede sig, hvilke diskussioner, der var i samfundet, og hvordan det afspejlede sig på museerne”, fortæller Kasper Haunstrup Madsen om sit forskningsprojekt.

Kongens historie

For at forstå baggrunden for de kulturhistoriske museers udvikling den i sidste halvdel af 1800-tallet, er forskeren imidlertid også er nødt til at kigge lidt længere tilbage i tiden:

”Da franskmændene under revolutionen i 1793 huggede hovedet af Kong Ludvig 16., blev virkeligheden pludselig en anden for mange europæiske monarker. Kongerne begyndte at legitimere deres magt gennem fortællinger om kongemagtens betydning for nationens historie. Og i højere grad end tidligere begyndte de også at forbinde sig selv med fædrelandet og folket. Og derfor kom de danske kongers forsøg på at legitimere sig selv på en ny måde efter den franske revolution også til udtryk i formidlingen på 1800-tallets danske museer”.

Men ifølge Kasper Haunstrup Madsen fik kongemagten især i den sidste halvdel af århundredet hård konkurrence fra andre, og mere folkelige, bud på museets funktion som et nationsopbyggende projekt.

”Folkemuseerne i provinsen fremstillede et langt mere realistisk billede af bøndernes liv end tidligere, hvor bondelivet ofte var blevet romantiseret. Slid og hårdt arbejde blev opfattet som rygraden i det danske kongerige. Men det var samtidig et partsindlæg i den forfatningskamp, der også foregik i tiden. Der var en kamp mellem forskellige grupper i samfundet om at få lov til at fortælle sin historie”.

Folkets historie

Herning Museum, Odsherred Folkemuseum i Nykøbing Sjælland og Hillerød Folkemuseum er ifølge historikeren eksempler på nogle af de første danske folkemuseer, hvoraf flere havde stærke rødder i den grundtvigianske højskolebevægelse omkring Askov Højskole.

På Kasper Haunstrup Madsens kontor er de væsentligste inspirationskilder til hans forskningsprojekt på plads. Her finder man både et Dannebrogsflag, et foto af Kong Christian X og et af Grundtvig. (Foto: Lars Jørgensen)


Og i modsætning til de større danske stiftsmuseer og Nationalmuseet, som primært udstillede genstande, der fortalte borgerskabets og kongemagtens historie, nøjedes folkemuseerne ikke med at udstille bondestandens genstande, de forsøgte også at gøre bøndernes historie levende.

”Eksempelvis fik Herning Museum i begyndelsen af 1900-tallet både en bondegård og en bindestue, hvor lokale kvinder lavede husflidsarbejde, som man havde gjort det før i tiden. Og på nogle museer opførte museumspersonalet og amatørskuespillere også små scener, hvor man både kunne illustrere husflidsarbejdet i gamle dage og samtiden”, fortæller Kasper Haunstrup Madsen.

Lokale ildsjæle

Manden bag Herning Museums grundlæggelse i 1896 og museets levendegørelse af de jyske hede-bønders liv var den vestjyske bondesøn og skolelærer Jens Andersen Trøstrup.

En lokal ildsjæl, som forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen fire år efter museets åbning i Herning Folkeblad beskrev som ’et levende Katalog’ og ’en ivrig Patriot’, der tillige var vidt berejst, og ’et Stykke af en Poet og Komponist og alt i alt Danmarks besynderligste Museumskustode’.

På Odsherreds Folkemuseum, hvor medlemmerne af museets bestyrelse også klædte sig ud og agerede ’gamle dage’ i et forsøg på at gøre den nordvestsjællandske historie levende, var museets første leder, overlærer Carl Steincke, ligeledes en ildsjæl.

Carl Steincke stod blandt andet i spidsen for museets ’Samling af Genstande, der kan være Vidnesbyrd om Folkets Levevis gennem vekslende tider’, som museets formål blev beskrevet i 1909, året før dets grundlæggelse.

Da det nordvestsjællandske folkemuseum et år efter åbningen forsøgte at udvide sin samling af lokale genstande, var han dog tilsyneladende ikke interesseret i få vidnesbyrd om alle folks levevis.

Ifølge Kasper Haunstrup Madsen annoncerede museet efter ’værdifulde Genstande fra gamle hjem i Odsherred, dog ikke fra Hjem, hvor Socialdemokraten holdes’.

Modviljen imod genstande fra socialdemokratiske hjem forhindrede dog ikke Carl Steinckes søn, Karl Kristian Steincke, i både at blive socialdemokrat og såvel socialminister som justitsminister for partiet, inden han også blev formand for Landstinget.

Stærke holdninger

At folkemuseernes ledere havde stærke holdninger var ikke så usædvanligt. Heller ikke selv om de ofte havde svært ved at skaffe tilstrækkelig opbakning.

”I folkemuseernes levendegørelse af historien var der også en kritik af det moderne samfund. Og når man som borger besøgte disse folkemuseer, så gjorde man det helt klart for at lære at elske sit fædreland. Samlingerne og de enkelte museumsgenstande var ikke det vigtigste. Det var fortællingerne om dem”, siger Kasper Haunstrup Madsen.

Og ifølge forskeren var folkemuseernes engagerede ildsjæle parate til både at slås for deres holdninger og at gå langt for at skaffe de nødvendige midler til at gennemføre deres ideer:

”I Hillerød forsøgte folkemuseets grundlægger, Anders Uhrskov, i 1935 at skaffe 38.000 kroner fra Frederiksborg Amts Spare- og Lånekasse til nye museumsbygninger. Han holdt derfor en brændende tale, som han afsluttede med ordene: ’Mine Herrer Nordsjællændere. Det er ikke mig, der kalder paa Dem. Deres Forfædre kalder paa Dem. Det er Deres Forfædre, der nødig vil glemmes’. Men lige meget hjalp det. Sparekassen bevilgede kun sølle 2.000 kroner”.

En ’teaterkultur’

Folkemuseerne mødte imidlertid ikke kun modstand fra Danmarks økonomiske elite. Den akademiske elite i den københavnske museumsverden var heller ikke begejstret for den nye, folkelige museumsudvikling i provinsen.

”Folkemuseernes tilgang til at drive museumsvirksomhed mødte heftig kritik, blandt andet fra Nationalmuseets direktør. Han kaldte de små provinsmuseers levendegørelse af historien for ’en teaterkultur’, som han ikke brød sig om”, siger Kasper Haunstrup Madsen om en debat, der kan minde om nutidens diskussioner om forholdet mellem oplysning og oplevelse i museumsformidlingen.

”Dengang havde de akademiske medarbejdere på Nationalmuseet og stiftsmuseerne en meget videnskabelig tilgang til historien. Man skulle helst læse og lære om historien for at blive klogere på den. Omvendt blev folkemuseerne ofte ledet af byens præst eller skolelærer, som ikke havde noget imod at formidle historien gennem oplevelser, hvis bare det kunne gøre folk i lokalområdet interesserede i den lokale kulturhistorie”, påpeger historikeren, som på sit lille universitetskontor i Odense også selv forsøger at gøre sig klogere på historien gennem såvel videnskabelig oplysning som oplevelsen af Kong Christian X’s og Grundtvigs tilstedeværelse i det dannebrogspyntede rum.

 

Mere information
Læs en kort projektbeskrivelse af Kasper Haunstrup Madsens projekt her, eller se videoen herunder, hvor han kort fortæller om sin forskning.