Ph.d.-studerende, cand.mag. Susanne Krogh Jensen fra Institut for Informationsstudier på København Universitet forsker i museumsprofessionens udvikling siden 1958, hvor Danmark fik sin første museumslov. (Foto: Lars Jørgensen)
Da Danmark i 1958 fik sin første museumslov, blev loven begrundet med, at der var opstået et behov for en professionalisering af museerne, fordi mange af de gamle ildsjæle, som indtil da havde ledet de danske museer, var ved at falde fra.
De gamle ildsjæle blev først erstattet af visionære generalister og siden af administrative specialister i takt med, at forventningerne til museernes rolle i samfundet og de faglige krav til museumsmedarbejdernes kompetencer ændrede sig.
Men nu, hvor Museumsloven fylder 60 år, har debatten om de statslige og statsanerkendte museers virke og de professionelle museumsarbejderes kompetencer igen fokus på det visionære, som også prægede debatten i det første årti efter lovens vedtagelse.
Sådan lyder én af ph.d.-studerende, cand. mag. Susanne Krogh Jensens foreløbige konklusioner i hendes undersøgelse af, hvordan den danske museumsprofession har udviklet sig fra 1958 til i dag med et særligt fokus på forventningerne til de professionelle museumsmedarbejderes kompetencer:
”Jeg synes, den cirkelbevægelse er enormt interessant”, siger forskeren, der er ansat på Institut for Informationsstudier på Københavns Universitet og tilknyttet Vores Museums nationale forskningsprogram om at udvikle nye formidlingsformer i krydsfeltet mellem oplysning og oplevelse.
Velfærdsdebat
Den tidligere museumsinspektør på Furesø Museer undersøger i sit studie blandt andet hele den danske museumslovgivning med tilhørende regelsæt, museumsjobannoncer og debatartikler i tidsskrifterne Danske Museer og Museumsmagasinet. Desuden inddrager hun egne interviews med tidligere og nuværende museumsledere og repræsentanter for museumsuddannelserne.
Efter mere end et års undersøgelser af, hvordan museumsprofessionen har udviklet sig i relation til museernes placering som kulturelle samfundsinstitutioner, kan hun se et klart billede af, at debatten om professionen og museernes rolle i det danske velfærdssamfund er gået i ring:
”Jeg kalder perioden fra 1958 til 1972 for ’visionsperioden’, fordi museumsprofessionen dengang var meget præget af visionære enkeltpersoner. Ofte ansatte museer i provinsen kun en enkelt fagligt stærk person, som havde en masse ideer til, hvad museet skulle beskæftige sig med”, siger Susanne Krogh Jensen om en periode, hvor museernes institutionelle rammer blev defineret som et led i opbygningen af den danske velfærdsstat i 1960erne.
Eller som Danmarks daværende undervisningsminister, socialdemokraten Julius Bomholt, ifølge forskeren i slutningen af 1950erne udtalte om museernes formål under Folketingets behandling af forslaget til den første danske museumslov:
”Museernes virksomhed er jo ikke blot et spørgsmål om underholdning. Det er på de kulturhistoriske museer, den almindelige befolkning har størst mulighed for at opnå en forståelse af baggrunden for den situation, vi lever i i dag, og forståelsen af, at vi ikke er isolerede, hverken i tid eller sted”.
Venstres daværende folketingsmedlem Kristian Juul mente dog ikke, at et statstilskud til museerne nødvendigvis var ensbetydende med, at de ansatte på museerne skulle være faguddannede. Ifølge Susanne Krogh Jensen sagde han under Folketingets debat om loven i marts 1958:
”Jeg tror ikke, vi skal være for skrappe med hensyn til det, for gerningen har jo kunnet røgtes hidtil, selv om de medvirkende kræfter ikke har været absolut faguddannede”.
Visionære ideer
En af de første museumsledere, der blev ansat efter Museumslovens vedtagelse, var forfatteren Peter Seeberg. Han var uddannet mag.art. i filosofi og havde studeret folkemindeforskning og arkæologi, inden han i 1960 fik jobbet som museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum.
Forfatteren Peter Seeberg var museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum og blev i 1960’erne en toneangivende aktør i udviklingen af museumsfeltet i Danmark. (Foto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Vojens-området)
Få år senere blev Peter Seeberg tillige formand for Dansk Kulturhistorisk Museumsforening og var i en årrække en meget toneangivende aktør i udviklingen af museumsfeltet i Danmark. Ifølge Susanne Krogh Jensen foreslog han blandt andet i 1964 oprettelsen af en fireårig efteruddannelse for museumsansatte, og han forsøgte også at oprette et telex-netværk mellem museerne for at lette kommunikationen:
”Man havde i den periode en klar ide om, at alle skulle have adgang til kultur. Det kan man tydeligt se af, at man ansatte de her fagligt stærke enkeltpersoner, som skulle kunne det hele. Personificeret i den professionelle medarbejder skulle museerne stå vagt om kulturen. Det var en meget klassisk og gammeldags måde at se det på”, siger forskeren.
Som et andet eksempel på den visionære udvikling af museumsprofessionen i 1960’erne nævner Susanne Krogh Jensen, at en lovændring i 1969 førte til, at alle de regionale landsdelsmuseer skulle have en museumspædagog ansat.
Kunstmuseerne måtte dog godt nøjes med at dele ’en kunsthistoriker eller museumsmand, der er interesseret i det kunstformidlende arbejde, der i en kort tid besøger en gruppe museer, der ønsker det, og holder foredrag, foretager omvisninger i museet og eventuelt tilrettelægger en samlet række museumsbesøg’. Men samtidig blev kunstmuseerne opfordret til at undgå ensretning ved at tilstræbe, at det museumspædagogiske arbejde blev overdraget til flere forskellige kunstkyndige formidlere i løbet af en kortere årrække.
Fem museumssøjler
Fra 1972 til 2001 blev det visionære ifølge Susanne Krogh Jensen nedtonet i debatten til fordel for et øget fokus på museernes administration og konkrete detailopgaver, som skulle løses.
Under et møde i Dansk Kulturhistorisk Museumsforening i januar 1972 konstaterede Peter Seeberg eksempelvis, at udbygningen af museerne stod overfor en ny fase efter en periode, hvor en legitimering af museernes arbejde på alle niveauer havde været en følge af år med både social og idemæssig uro:
”Inden vi beder om mere, må vi dog nok beskæftige os med vore egne forhold og prøve at justere vore indbyrdes forhold efter hinanden”, påpegede forfatteren efter et tiår, hvor blandt andet opgavefordelingen mellem store og små museer samt forventninger og krav til museumsmedarbejdernes kompetencer var blevet livligt diskuteret.
Og i 1976 fremsatte Socialdemokratiets daværende kulturminister Niels Mathiesen et nyt lovforslag, som især havde til formål ’at fremme og koordinere samarbejdet mellem museerne’. Men ifølge Susanne Krogh Jensen indeholdt loven hverken krav om professionel arbejdskraft eller en formålsparagraf for museerne.
”Kravet om, at museer skulle have en professionel leder for at opnå statstilskud, kom først med i loven af 1984. Ifølge bestemmelsen skulle en museumsleder både være faguddannet og heltidsbeskæftiget” siger forskeren og understreger, at der med faguddannet mentes en universitetsuddannelse i et museumsrelevant fag som arkæologi, etnologi, etnografi, historie, kunsthistorie eller naturhistorie.
”De fem museumssøjler; indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning, blev også defineret i loven fra 1984. Administrative ordninger og arkæologien fik en større rolle i denne periode. Og i 1989 satte lovgiverne især fokus på museernes økonomi og deres placering i forholdet mellem stat, amter og kommuner”.
Museet som marked
Efter årtusindeskiftet kom der i en lovændring i 2001 igen politisk fokus på visionerne for museerne, men denne gang i et nyt perspektiv. Ifølge det socialdemokratiske folketingsmedlem Søren Hansen handlede den nye lov om ’en højnelse af kvaliteten, både den museumsfaglige kvalitet og på de mere traditionelle områder, men også på nye indsatsområder, børn og unge, samspillet med verden omkring os, de aktiviteter, der må vokse ud af, at vi er et kulturelt mangfoldigt samfund i stadig større grad’:
”Man kiggede igen på hele museumsfeltet, men nu mere som et marked. Museernes brugere blev igen sat i centrum”, forklarer Susanne Krogh Jensen.
”Og i modsætning til perioden før, hvor der blev lagt stor vægt på de ansattes museumsfaglige kompetencer, blev der også åbnet op for, at professionelle museumsmedarbejdere for eksempel kunne være uddannede kommunikationsmedarbejdere og journalister”.
At det visionære nu igen spiller en større rolle i udviklingen af museumsprofessionen underbygges ifølge Susanne Krogh Jensen desuden af, at det i Museumsloven af 2012 blev slået fast, at ’lovens formål er, gennem fagligt og økonomisk bæredygtige museers virksomhed og samarbejde at sikre kultur- og naturarv i Danmark samt udvikle betydning af denne i samspil med verden omkring os’.
”Med andre ord er museernes relevans i forhold til deres samtid og samtidens inddragelse i museernes arbejde nu blevet altafgørende for museumsvirksomheden”, siger forskeren og peger endvidere på, at 2012-loven ikke længere stillede krav om, at museumslederen skulle være faguddannet.
”Ud fra en betragtning om, at museumsledere skal have både administrative og faglige kompetencer, gav lovens frafald af kravet om faguddannede ledere større frihed til at ansætte den rigtige kandidat. Desuden blev det et krav, at ansøgere til forskningsprojekter på museer skal have mindst en ph.d.-grad eller være forskerbedømt, hvilket kan ses som en specialisering af enkelte museumsopgaver, som det eksempelvis også skete ved oprettelsen af konservatorskolen i 1973”.
Men ifølge Susanne Krogh Jensen er lovændringen i 2012 også et eksempel på, at debatten om den danske museumsprofession på en række områder er gået i ring. Under Folketingets debat om loven, sagde Venstres Ellen Trane Nørby således om kravet til museumsforskning på ph.d.-niveau, at ’der er heller ikke afsat en krone til, at museerne efterfølgende kan aflønne den opgraderede leder efter et højere niveau’.
”Den argumentation minder jo meget om debatten i 1958, hvor man også argumenterede med, at det blev for dyrt for museerne, hvis de skulle ansatte professionelle faguddannede”, siger forskeren.
Råderum og retfærdighed
Det seneste eksempel på museumsdebattens cirkelbevægelse er ifølge Susanne Krogh Jensen kulturminister Mette Bocks nedsættelse af to såkaldte ’visionsgrupper’, som i sommeren 2017 fik til opgave at afdække nye muligheder på museumsområdet.
Af Kulturministeriets kommissorium for de to grupper fremgår det, at ’de seneste års politiske drøftelser om omfordeling af statstilskud har identificeret dels et behov for at skabe et økonomisk råderum med henblik på at kunne understøtte nye museumsinitiativer, dels behovet for større objektivitet, transparens og incitament (retfærdighed og aktivitets/kvalitetsbasering) i tilskudssystemet’, som ministeriet formulerede opgaven med en henvisning til, at det eksisterende tilskudssystem er baseret på historisk betingede tilskudsordninger.
Som medlemmer af visionsgrupperne udpegede ministeren Lene Bak, associeret partner hos Pluss, og Frank Birkebæk, direktør for ROMU, samt Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown, og Christian Nissen, forfatter, rådgiver og foredragsholder. De to grupper skulle senest den 1. december 2017 ’uafhængigt af hinanden komme med forslag til nogle begrundede og realiserbare bud på nye modeller for opgavefordeling, samspil mellem stat og kommuner og i lyset heraf et statsligt system for driftstilskud til statsanerkendte museer’.
Visionsgruppernes forslag blev præsenteret på en konference, som Kulturministeriet holdt i januar 2018. Her blev ideer fra andre personer med indsigt i eller interesse for museernes udvikling ligeledes offentliggjort. Og det er på den baggrund, politikerne nu overvejer eventuelle reformer. For som kulturminister Mette Bock udtrykte det, da hun nedsatte de to arbejdsgrupper:
”Danske museer udvikler sig positivt i disse år med mange nye initiativer, som trækker publikum til over hele landet. Men de statslige rammer skal følge med og understøtte dynamikken. Den statslige kulturstøtte er ikke logisk og gennemsigtig i sin nuværende form”.
Politisk aktuelt
Kulturministerens forsøg på både at skabe større økonomisk råderum og retfærdighed i museernes tilskudssystem gør altså ikke alene Susanne Krogh Jensens forskning i museumsprofessionens udvikling historisk relevant, det er også politisk aktuelt.
”Man diskuterer blandt andet, om der i fremtiden skal stilles de samme krav til alle museer. Det kan man se som en ny åbning af feltet. Man går tilbage til nogle af de diskussioner, man også havde i 1960erne. Selv om udgangspunktet er et andet end dengang, giver åbningen af feltet både nogle nye muligheder og noget usikkerhed, men det peger også fremad”, konstaterer forskeren.
”Det ser ud til, at museumsfeltet er inde i en periode med nytænkning, om end i en helt anden økonomisk virkelighed, end det var tilfældet i 1960erne. Jeg tror, fremtiden vil bringe et meget mere markedsrettet museumsfelt med stor diversitet”.
Ifølge Susanne Krogh Jensen er nye museumsformer, specialisering af museer og medarbejdere, nye tekniske muligheder for tværmedialt arbejde, og de mange nye fagligheder, der kommer ind på museumsområdet i disse år, tegn på, at der sker et opbrud i den traditionelle museumsforståelse:
”Museerne har blandt andet i mange år tjent som nationens institution. Men med den øgede internationalisering må museerne også finde nye nicher. Jeg tror, det vil blive synligt både i det meget lokale og i specialer, der kan opfylde kravet til museernes bæredygtighed og relevans for mere eller mindre specifikke brugergrupper”.
Læs mere om Susanne Krogh Jensens projekt her, eller se videoen herunder, hvor hun kort fortæller om sin forskning.