Vores museum skudt i gang

Det nationale forsknings- og udviklingsprogram Vores museum er officielt skudt i gang - og arbejdet kan begynde.

Hvor:

RAGNAROCK - muset for pop, rock og ungdomskultur, Roskilde

Hvornår:

17. maj 2017 kl. 9.00-12.46

Hvordan får danskerne bedre udbytte af museernes formidling af kulturarv? Hvilke dilemmaer har danske museer stået i, historisk og aktuelt, i afvejning af viden og oplevelse i deres formidling? Og hvad betyder brugerinddragelse for de involverede i forhold til læring, fællesskab og livskvalitet?  Det er blot nogle af de spørgsmål, som i alt 13 forskningsgrupper, skal søge svar på. Forskningsgrupperne inddrager forskere og formidlere ved fem universiteter og otte museer.

Officiel åbning på RAGNAROCK

Ved et åbningsarrangement på RAGNAROCK - muset for pop, rock og ungdomskultur i sidste uge, bød Iben Jagd Bækkelund, vicedirektør i Museumskoncernen ROMU og Kirsten Drotner, professor og projektleder af Vores museum, gæster, fonde og partnere velkommen. Åbningstalen af Jesper Hermansen, direktør i Slots- og Kulturstyrelsen, blev bl.a. indledt med ordene:

”Vores Museum er et ambitiøst projekt, der vil sætte nye standarder for forskning i - og udvikling af - formidling på museerne. Projektet undersøger bl.a. hvordan organisation, formidlingspraksis og -intention i forhold til borgerne i et demokratisk samfund udspiller sig på museerne. Sådan ét projekt har kultursektoren brug for, for at kunne forandre sig på baggrund af ny viden. Det siger sig selv, at hverken borgerne, museerne, universiteterne - eller for den sags skyld SLKS - står stille i en foranderlig verden". 

På talerstolen var desuden Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN, Niels Olsen, projektchef i Nordea-fonden og Brita Brenna, professor ved Universitetet i Oslo.

Læs alle åbningstalerne

Følg med

Museumsfolk, forskere, politikere og alle andre med interesse for museumsformidling, digital deltagelse og brugerinvolvering kan løbende følge med i projektets udvikling, viden og resultater på hjemmesiden www.voresmuseum.dk samt @voresmuseum på Facebook og Twitter.

Foto: Museumskoncernen ROMU.