Citizen science-kommunikation
Samarbejdspartnere
Ph.d.-studerende, cand.it. Niels Jørgen Gommesen, Syddansk Universitet; professor, dr. phil. Kirsten Drotner, Syddansk Universitet; og Statens Naturhistoriske Museum
Projektperiode
1. marts 2018 - 28. februar 2021
Stadig flere museer anvender begrebet citizen science, eller borgervidenskab, til at angive, hvordan museer involverer ikke-forskere i videnskabelige aktiviteter. Ikke mindst naturhistoriske museer inddrager borgere i at indsamle og dele store mængder data, som forskerne ofte ikke selv er i stand til at indsamle, om fx forekomster af dyr og planter. Borgervidenskabsprojekter rummer således perspektiver om at demokratisere forskningsprocesser, der ellers kan forekomme meget elitære og lukkede. Imidlertid savner vi fortsat at forstå betydningen af selve kommunikationen mellem de involverede borgere og forskere og mellem borgerne selv. Dette projekt har til formål at bidrage til at udvikle forståelsen af kommunikationens betydning for vellykket borgervidenskab. Formålet opfyldes gennem en teoretisk udvikling og et empirisk meddesign og evaluering af borgervidenskabelig kommunikation. Fokus er et konkret borgervidenskabsprojektet, hvor ikke-forskere er med til at kortlægge det danske lydlandskab i samarbejde med forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Statens Naturhistoriske Museum. Vores museums projekt medudvikler, implementerer og evaluerer en webapplikation med et interaktivt kort, som borgere kan anvende til at indsamle, uploade og dele lydfiler fra alle egne af landet. Metodisk involveres tre målgrupper i projektdesignet, nemlig amatøreksperter, børnefamilier og ikke-brugere. Med sin systematiske afdækning af kommunikationens betydning for borgernes aktiviteter medvirker projektet til at styrke museernes muligheder for en helhedsorienteret udvikling af borgervidenskab.