Ph.d.-forsvar: Ældre kunst og nye brugere
Fredag den 2. oktober forsvarer Mia Yates afhandlingen "Ældre kunst og nye brugere: Nye metoder til formidling af Skovgaard Museets samling".
Cand.mag. Mia Yates har i sit ph.d.-studie på Aarhus Universitet for Vores Museum undersøgt, om Skovgaard Museet i Viborg kan formidle kunstmalerier fra den danske guldalder på nye måder, som kan have værdi for flere borgere.
Set udefra er der en verden til forskel på Storbritanniens nationale museum for moderne kunst, det berømte Tate Modern i London, og Skovgaard Museet i Viborg, et lille, dansk kunstmuseum med en samling af kunstnerfamilien Skovgaards kirke- og landskabsmalerier fra den danske guldalder omkring 1850 og frem til 1950.
Men der er en direkte forbindelse mellem de to museers formidling af henholdsvis nyere og ældre kunst - og forbindelsen er den dansk-engelske cand.mag. Mia Yates.
Det er blandt andet med tre års formidlingserfaring fra et studiejob som fotograf på Tate Modern i bagagen, at Mia Yates som ph.d.-studerende på Aarhus Universitet i sit forskningsprojekt for Vores Museum har undersøgt, hvordan Skovgaard Museet formidler sin samling af ældre, dansk guldalderkunst på nye, eksperimenterende måder.
Ifølge forskeren er målet med hendes undersøgelse, at et besøg på det midtjyske kunstmuseum bliver relevant for andre borgere end museets primære brugergruppe, som består af kvinder over 50 år med en mellemlang eller videregående uddannelse.
”Skovgaard-familien er kendt for sine kirkeudsmykninger og nationalromantiske landskabsmalerier. Det er nogle felter, jeg ved meget lidt om, for jeg er ikke kunsthistoriker. Men det er spændende for en ikke-kunsthistoriker som mig at få lov til at undersøge, hvad man kan finde af værdi i museets samling, som de to kunsthistorikere, der er ansat på museet, måske ikke selv ser”, siger Mia Yates.
Læs mere om Mia Yates projekt i artiklen Det eksperimenterende kunstmuseum eller se videoen her, hvor hun kort fortæller om sin forskning.